Skal jeg eller skal jeg ikke? ~ Aiko ~

Tid: Lidt over middag
Sted: Udenfor Cirqus du Freak
Omgivelser: Noget skov, et par freaks...
Vejr: Køligt

Valencia havde sat sit lange, krøllede, sorte hår op i en knude bag i nakken, hendes blodrøde øjne var omkranset af sort eyeliner og hendes bløde og meget blege hud var dækket af en brun uldtrøje og et par blå jeans... Hun havde vist glemt at tage sko på.
Valencia så op på de smukke bogstaver der dannede ordene Cirqus du Freak, ordene var navnet på det cirkus der havde slået lejr tæt på det sted Valencia boede... og havde gjort de i laaaang tid.
Hendes fingre var strakte, hun gjorde ikke dem omkring hende den tjeneste at prøve at skjule sine lange negle der kunne forvandle et menneske til en vampyr. Hvorfor skulle hun dog også gøre sådan noget tåbeligt noget? Det lå ikke til en vampaners natur at være barmhjertig eller venlig, så giv dem endelig ikke grund til at true en... De lader sig ikke narre af forklædninger.
En lavmælt knurren der var startet helt nede i hendes hals, brød igennem stilheden. Ihvertfald hvis man havde superhørelse...
Hun vendte ryggen til det store skilt og prøvede at få kontrol over sine oprørske følelser, skulle hun hade alle dem der boede i lejren bag hende fra starten? Eller skulle hun prøve at se om der var nogle personer i cirkusset der kunne slippe for at dø?

Aiko satte farten op, hendes lange sorte hår der gik hende helt ned til taljen svingede frem og tilbage og hendes mrøke æjne så sig vildt omkring.
Om morgenen havde hun og en veninde nemlig aftalt at spadsere lidt rundt i det område de havde slået lejr i, men det gik ikke helt så hurtigt for Aiko at komme hen til det aftalte sted... hun nemlig kendt for sit talent for at fare vild alle steder.
Hun sukkede og så sig omkring, hvor var hun nu havnet henne? Dér var Ulvemanden´s bur, hun mærkede en kuldegysning gå igennem hende og hun rystede svagt. Ulven eller manden eller hvad det nu var sov lige nu, hun kunne se at han trak vejret i lange og dybe stød og en lavmælt knurren fortalte hende at Ulvemanden snorkede.
Hun vendte ryggen til og løb ned mod indgangen som hun endelig havde fået øje på, efter at have gået rundt i lejren i ti minutter.
Hun så sig omkring da hun langt om længe var nået hen til indgangen. Hendes veninde, Mary, var der ikke, hun var nok gået med Sophie eller Katherine... De to perfekte tvillinger, verdens 8. og 9. vidundere, der ikke kunne gå nogen steder uden hinanden. Deres 'talent' var så også helt fantastisk når de udøvede det sammen, de var som små slanger når de lavede flick-flack eller når de sprang ud fra et kæmpe tårn og blev grebet i luften af søsteren. det var virkelig imponerende.
Hun sukkede og så sig omkring efter nogen at tale med, en pige lidt ældre end hende med sort hår stod med ryggen til. Aiko følte sig som ramt af et lyn og de eneste ord der kom over hendes læber var:"Ehr... øhr...", de ord der skulle lyde som et 'Hej'.

Valencia så op på et træ, en lille fugl sad oppe på den øverste og rystede. Hvordan hun kunne se det var et mysterium for mennesker der ikke vidste hvad hun var eller hvad hun kunne gøre. Idioter, blødsødne idoter, der lagde deres liv, deres drømme i hænderne på en person der ikke engang fandtes. En person ved navn Gud, ja de kunne ikke engang finde på et fantasifuldt navn til ham.
Hun grinte let og vendte sig om, de røde øjne borede sig ind i øjnene på en pige ikke langt fra hende. Pigen havde sort hår ligesom Valencia, bortset fra at denne pige havde virkelig langt hår.
Hun smilte til hende, men smilet var hverken venligt eller overbærende. Smilet var koldt, iskoldt, ligesom hendes øjne der fortsat borede sig ind i den andens øjne.
Ærlig talt, så Valencia meget irreteret ud, som om pigen havde ødelagt en virkelig god drøm.
Pigen sagde ikke noget, i hvertfald ikke andet end et par uforståelige ord der lød som om hun havde fået tungen viklet i en knude.
"Vil du mig noget?", spurgte Valencia glat og med et overanstrengt smil der så lidt venligt ud, gik hun over mod pigen. Midtvejs opgav hun simpelthen at smile mere, det forekom hende ligegyldigt om hun smilte eller ej... bare pigen gav hende de informationer hun ville have så kunne hun da være ligeglad om pigen var fornærmet over at Valencia ikke smilte, men hvad kunne man forvente af en Vampaner? At de smilte over den mest plattede vittighed og fik et hysterisk grineflip hver gang der var en der sagde noget? nej, det gjorde man ikke...

Pigen lo, en kold latter der fik hendes blod til at isne. Aiko var ikke længere så sikker på at hun ville i kontakt til den pige, hun kunne jo være farlig.
Aiko så ned i jorden, hendes skosnude blev ved med at komme dybere ned i jorden jo mere hun snurrede den rundt.
Hun mærkede et blik falde på sig og løftede blikket, noget hun vist ikke skulle have gjort.
Hun mødte den fremmede piges blik, det var iskoldt og fik hende til at huske på sin fortids traumaer. Morgendagens glæde var helt forsvundet, det var som om hun aldrig kunne blive glad igen, det var som om hun var naglet til det sted hun stod.
Hendes arme faldt slapt end langs hendes krop og hun stirrede bare på pigen, der fik et smil lokket frem. Dette smil var koldt, fik hendes blod til at isne ligesom hendes latter havde gjortm men smilet fik hende bare til at spekulere på om denne pige hørte til cirkusset og hvis hun ikke gjorde... Hvem var hun så? Var hun måske en vampyr? eller endnu værre en vampaner?
Hun rystede og svarede med skælvende stemme pigen:"J..Jeg v-ville bare s-spørge om du var h-her var cirku-cirkusset."
Hendes stemme skælvede og rystede, noget hun slet ikke kunne lide. Hendes stemme knækkede sammen flere steder og et par usynlige svedperler gled ned over hendes pande da pigen gik over imod hende, hvad nu?

Valencia fulgte hver og en af pigens bevægelser, hendes blik var fæstnet på hende som kun en vampyrs blik kan.
Hun lo indeni og takkede den 'Gud' menneskene tilbad for at lave dem så viljeløse og svage. De var så lette at få ned med nakken, så lette at skade...
Hun gik med hendes lette skridt hen i mod pigen og tog hende i øjesyn, måske var den her pige anderledes? Måske bukkede hun ikke under så let.
Valencia rakte en hånd frem mod hende, men stoppede en halv meter fra hende, hun kiggede på hendes hånd og den blev øjeblikkeligt fyldt med dansende, røde flammer. De var ikke særlig store, de kunne ikke gøre særlig megen skade kulle man tro.
Hun smilte til pigen overfor hende og knyttede hendes hånd sammen så flammerne øjeblikkeligt forsvandt.
"Så det ville du?", sagde hun med en stemme der nærmest glimtede af mistro."Og du ville ikke noget andet? Så som at dræbe mig?"
Hendes stemme blev ramt af en rystelse ved ordet 'dræbe', men det var forsvundet hurtigt efter. Man kunne knap nok høre det, håbede hun ihvertfald.
Valencia fjernede sit blik fra pigen, der ville , hvis hun var under Valencias fulde kontrol, slappe fuldstændig af og mærke glæden komme trillende igen.
Valencia fugtede sin læber og trak for første gang vejret dybt i meeeget lang tid, var hun ved at blive nervøs? Valencia? Nervøs? Never...