Det kunne være sjovt at møde nogen... ~ Darren ~

Darren så rasende hen på hende. "Stop med, at snakke til mig, kvinde!" snerrede han. Endnu en gang gik hen til hende. "Stop så! jeg gider ikke høre på dig mere, og nej, du ejer mig ikke! Selvfølgelig gør du ikke det! Der står i hvert fald ikke dit navn på mig nogen steder!" hvæste han.
Han var godt vred. Rasende. Det boblede sindsygt indeni ham. Han gad virkelig snart ikke mere. Men hvorfor blev han så hængende ved hende? På en eller anden måde, så troede han på hende, men på en eller anden måde, så troede han ikke på hende. Det var et værre rod, som han gerne ville have løst.
"Hvad gør du, hvis jeg bliver hos dig?" spurgte han efter et godt stykke tid. Hvis hun så meget som prøvede på noget, så ville han hævne sig. På et tidspunkt, mens hun sov, så kom han og hævnede sig! Hvis han blev hos hende, så ville han aldrig lægge sig til, at sove mere!

Hvor han dog var let at gøre vred, men hun kunne slet ikke forstå det. Hvorfor var han mon sur?
"Behersk dig dog", snerrede hun og sukkede opgivende.
"Jeg har jo lige sagt jeg ikke ejer dig!", sukkede hun, hørte han overhovedet efter? Sikkert ikke, endnu en grund til at sukke.
Hvorfor han var så vred, så rasende, var hende et stadigt mysteroum. Selvfølgelig var der den lille detalje at det var hende der forvandlede ham den nat for et år siden.
Hun kiggede vurderende på ham, skulle hun tage ham som lærling.
"Ja, ihvertfald ikke dræbe dig hvis det er det du tror!", sagde hun lavt og tilføjede:"Hjælpe dig... med at styre din tørst, med at jage og få blod..."
Hvorfor hun havde valgt ham, var hende et kæmpe mysterium. Han var uhøflig, overmodig og sidst men ikke mindst - dødirreterende.
Mon han ville tage imod hendes tilbud eller gå tilbage til det dødssyge cirkus...?

Darren stirrede på hende med sine grønne øjne. "Jeg bestemmer selv, om jeg behersker mig eller ikke!" snerrede han og lagde endnu en gang sine arme over kors på brystet. Han kiggede rundt, inden han så kiggede på hende igen med et mere roligt blik. Han var stadig vred, men han var faldet lidt til ro igen.
"Nej, jeg har godt fattet, at du ikke ejer mig," mumlede han, "og hvis du siger det bare én gang, så flår jeg personligt hovedet af dig.." Han kiggede på hende med et dræberblik, inden hans øjne blev lidt mere milde i det, som de normalt var.
Han rettede sig op og begravede hænderne i lommerne. Han sparkede til en sten, der ikke lå langt fra ham. "Vil du virkelig de.." Mere nåede han ikke, at bryde ind over hendes stemme, da hun pludselig sagde noget, der fik ham til, at stivne fuldstændig.
"Hør her, jeg dræber ikke mennesker, hvis det er det, du tror! Det er noget, du gør! Jeg tager kun små dråber blod fra dem om ugen!" Han slog ud med armene, "og jeg kan fint styre min tørst, okay?"

Det næste han sagde fik hende til at bryde fuldstændig sammen af grin indeni. Sikkert, han var helt sikkert herre over sit eget temperament, det kunne man da tydeligt se.
"Ellers hvad? Vil du dræbe mig? Du ville ikke engang nå at tænke på det.", sagde hun og med de opløftende ord afsluttede hun sagen for hendes vedkommende.
Hun hævede det ene øjenbryn af hans dræberblik, lidt komisk så det altså ud.
Valencia sukkede, hans stædighed var endnu et problem hun ikke kunne tage ved ham lige nu.
Det hele ville sikkert give mening på et tidspunkt, men så skulle han snart til atsluge sin stolthed i sig.
"Dræbe dig.? Nej da.", afslutede hun også den sag, var det endnu ikke gået op for ham at hun bare ville hjælpe ham? Åbenbart ikke...
Hun himlede igen med øjnene og sukkede med korslagte arme.
"Det er princippet, prøv for en gang skyld og tag imod den hjælp der bliver dig tilbudt!", sagde hun med for første gang en rigtig vred stemme.
Ville han overhovedet kunne sluge sin pokkers stolthed i sig? Det håbede hun for ham, det ville kunne volde ham problemer hvis han ikke kunne.
Hun så på ham igen og sagde lavmælt:"Jeg slår ikke ihjel... jeg forvandler for at undgå drab..."
Hun så ned igen, tårer pressede på igen, men vampyrer skulle ikke græde de skulle være stærke og uberørte.
"Forresten burde du ikke klage...",sagde hun."Du nåede at leve et liv med venner, du nåede at lære betydningen af familie, og det kan du stadig nå. Du blev ikke født som uhyre, du...", hendes stemme knækkede over, hvilket heller ikke kendetegnede en vampyr.
"Du blev født som en levende dreng der blev opforstret i kærlighed. Jeg har ikke kendt til betydningen af familie eller venner... og vil nok heller aldrig komme til det."
Ved det sidste trak hun på skuldrene. Hvorfor hun fortalte alt det var der en simpel grund for: Han skulle ikke tage de to ting for givet, når en strak hånden skulle han tage den... den forsvandt nok hurtigt igen, hvilket hun vidste af egen erfaring.

Darren kiggede bare på hende. Han bed sig lidt i underlæben. Han ville så gerne dræbe hende, det var jo hendes skyld, at han måtte forlade venner og familie. Han savnede sine venner og sine forældre. Han savnede dem sådan og ville så gerne tilbage til dem.
"Nej, det har jeg fattet," mumlede han og slog blikket nedad, "jeg ved godt, du gerne vil.. hjælpe mig, hvilket jeg ikke forstår. Hvorfor hjælpe mig nu, når du forlod mig dengang?" Han kiggede bare nedad. Han ville ikke kigge op og muligvis få en øjenkontakt med hende.
Han lagde sine arme omkring sig selv. Han vendte siden til hende og snøftede. Han lukkede øjnene stramt i. Han ville ikke græde foran hende. Han var godt nok ret følsom, og det havde han altid været, men ikke foran hende. Ikke for hende..
"Undskyld.." lød det helt til sidst fra ham. Fuldstændig stille og nærmest uhørligt. Han vidste ikke helt, hvorfor han sagde undskyld. Han hadede kvinden og ville aldrig tilgive hende. Han ville aldrig kunne se hende som andet end det monster, der tog livet fra ham.

Hun lukkede øjnene og hørte som et fjernt ekko hans stemme, der til hendes voksende utilfredshed byggede på at hun var kvinde.
"Helt ærligt.", startede hun opgivende."Du tænker på at dræbe mig og så vil du ikke gøre det fordi jeg er kvinde? Hvor mandchuvunistisk!", det sidste sagde hun med en irreteret tone.
Hun så på ham igen og tænkte hans spørgsmål igennem.
"Som sagt, var jeg ikke mig 'selv' den nat, og for at besvare dit spørgsmål...", hun holdte en lille pause gør hun afsluttede med at sige:"Så stødte vi jo tilfældigt på hinanden, og jeg følte vel skyldfølelse."
Hun trak på skuldrene og vendte tilbage til det meeeget interessante grus på gangstierne, mange forskellige slags sten, mange farver, mange former...
Og med hendes forbandede gode hørelse, der tit fik hende til at høre ting hun ikke skulle høre, fik hun opsnappet et næsten uhørligt undskyld.
Hun trak lidt på smilebåndet, ganske svagt i det hun vendte ryggen til ham for første gang.
Endnu en fugl fløj ned til hende og landede trygt på hendes hånd.
Hun vendte sig mod ham igen og sørgede dermed for han fik den lille, brune fugl at se.
"Der er også andet godt ved at være udødelig, man lever sammen side om side med dyrene, og hvis man gør det rigtigt vil de stole på én til sidst... og venner i naturen er gode at ha' hvis du vil have informationer om andre."
Den lille fugl fløj atter sin vej i munter sang.

Darren drejede hovedet mod hende og kiggede på hende med sine grønne øjne. Han bed sig lidt i sin underlæbe. ".. jeg vil stadig dræbe dig, lige meget køn.." Han forstod ikke helt, hvorfra hun havde den idé, at han ikke ville dræbe hende bare pga. kønnet. Han kneb øjnene sammen og huskede ikke, at han havde sagt det højt.
Han vendte sig imod hende igen og lod et lydløst suk undslippe sine læber. "Ja, ja, jeg tror på dig.." mumlede han, selvom han ikke var helt overbevidst. Det kunne godt være, hun ikke var helt sig selv, men alligevel; hvorfor lige netop det hus, hvor han og hans forældre lå og sov? Hvorfor lige ham i det hele taget? Det var som om, han var den eneste i verden den nat, siden hun bare havde valgt ham.
Han så til, da hun vendte ryggen til ham. Han løftede det ene øjenbryn, da hun vendte sig imod ham igen med en fugl. Han kiggede på den, så på hende igen. Han forstod ikke helt det, hun sagde og lod det derfor bare ligge. Han smilede lidt til hende.

Hun så på med et dels opgivende blik og dels muntert blik... som om hun fandt ham morsom, som én stor joke.
"Det var ellers ikke det du tænkte lige før, vel?", sagde hun og smilte for sig selv. Man skulle ellers tro han snart havde gættet at faktisk kunne læse hans tanker... og dog...
"Tror på mig?", hun lo kort,"Right..."
Noget sagde hende det modsatte, og det 'noget' var ham. Selve hans måde at sige det på afslørede at det han gjorde ihvertfald ikke var at tro på hende.
"Og for at besvare dit spørgsmål, det var helt tilfældigt at det blev din by, at det blev dit hus, at det blev dig jeg tog et par dråber blod fra og forvandlede.", sagde hun med et stille smil.
Efter den udtalelse var der vist ikke længere tvivl om at hun vidste hvad han tænkte.
Et smil løb over hans læber hvilket glædede hende, måske kunne han på et tidspunkt alligevel se hende som andet end et uhyre, noget ondt, grusomt, fuld af falske løfter. Måske en ven...

Darren kiggede på hende med en spids mund. Han rystede lidt på hovedet, inden han tog sig til hovedet. Han kiggede rundt. Hans blik landede på hende igen. "Jo, det var.." mumlede han, men lod så emnet ligge. Det var lige meget.
Han lagde armene over kors, men lod være og begravede i stedet hænderne i sine bukselommer. Han kiggede på hende med sammenknebne øjne. "Jeg tror dig.. eller, jeg prøver i hvert fald på det.." mumlede han, han måtte nok snart overgive sig, "jeg.. jeg vil gerne have dig til, at hjælpe mig.. men jeg dræber altså ikke mennesker. Det får du mig aldrig til, det kan jeg godt sige dig!"

Hun så vurderende på ham, hvad det enten var han tænkte lige nu ville hun ikke vide det. Hun løftede kort det ene øjenbryn og lagde så hovedet på skrå, hans udtalelse overbeviste hende ihvertfald ikke, men lod ligesom ham emnet ligge.
Følelser hun ikke ville benægte eller afsløre bankede på hendes indres mure, de ville ud og afsløres for ham. Hun så ind i sig selv, prøvede et desperat forsøg find eud hvilke følelser det var og til hendes lettelse var ingen af dem kærlighed eller forelskelse. Det var ganske almindelige følelser, som venskab og glæde.
Hun så på ham med et skævt smil og sagde hviskende:"Men jeg fortjener det vist ikke..."
Hun vendte sig kort rundt, ligeglad om han hørte det eller ej. Han kunne nok godt, men det var ikke sikkert at han gad at høre det.
Hun vendte sig om igen da han tog ordet igen, vinden legede kort med hendes hår og hun sagde med dyster stemme:"Jeg ville aldrig bede dg om noget så idiotisk, som at dræbe uskyldige..."
Hun lyste op da hun forstod indholdet af hans ord. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige og ord var nok heller ikke behøvet her.

Darren bed sig lidt i underlæben. Han kiggede på hende med sine grønne øjne. Han kneb dem lidt sammen, så han så mere tænksom ud, selvom han ikke rigtig tænkte over noget specielt. Han var stadig ret vred og forvirret over det hele, og der ville sikkert gå lang tid, inden han kunne acceptere det.
"Du fortjener ikke hvad..?" spurgte han, da han tydeligt hørte hende. Hvad talte hun nu om? Han forstod hende ikke rigtig. Han forstod intet af det, han havde fået fortalt af hende. Han forstod det simpelthen bare ikke.
"Men jeg troede, at Vampanere dræbte uskyldige..?" Han kneb øjnene sammen og kiggede uforstående og undrende på hende, "jeg mener, hvis du ikke dræber uskyldige, så må du da bare være en vampyr?" Han kiggede bare uforstående og undrende på kvinden foran sig.

Alt det hun sagde gik ind i hans hoved vendte et par gange og fes ud igen, det måtte det jo gøre ellers ville han nok have vidst hvad hun talte om.
Hun slog ud med hånden, nærmest for at slå noget væk.
Hun smilte for sig selv, hvor var den knægt bare uvidende.
Og så vendte irritationen tilbage, hvorfor spildte hun sin tid på ham? Han gad jo alligevel ikke at høre efter...
Sekunderne sneglede sig afsted, hans spøgsmål hang i luften og efter 10 lange, kedelige sekunder svarede hun endelig:"Hørte du overhovedet efter? Jeg gentager, for at opsummere din åbenbart langsomt opfattende hjerne,:'Jeg dræber ikke, jeg forvandler.'"
Hvad enten han fandt fornærmende eller ej, det gjorde han nok, føltes det vidunderligt at give ham igen for hans langsomt opfattende svar.
"Medmindre, du da gerne vil have mig til at dræbe, som vi onde vampanesere gør?"
Hvis det var det han ville, fred være med, hun skulle da nok gøre ham tilfreds. Ingen problemer der...

Darren stirrede på hende. Det var i et øjeblik som om, han ikke kunne flytte sit blik fra hende. Hvorfor, det anede han ikke. Han bed sig lidt i sin underlæbe. "Så.. så du dræber ikke?" Den var feset ind, det var den, han skulle bare lige have det opfrisket. Han forstod det ikke.
Han kastede et blik rundt med sine grønne, tænksomme øjne. Han kiggede på hende igen. Han rystede lidt på hovedet. Han vidste ikke helt hvorfor, han blev hængende ved hende, for han kunne vel lige så godt skynde sig væk. Han behøvede vel ikke blive hos hende for at overleve. Han havde klaret sig selv i de få år og det var da gået meget godt, så hvorfor?
"Nej.. lad være med det.." sagde han stille og slog blikket ned, "jeg kom til at tænke på noget.. hvis jeg skal blive hos dig for at overleve.. vil du så.. hvordan vil du behandle mig? Binder du mig med et reb om halsen? Det har jeg hørt nogen gøre for.." Han kiggede bare nedad, imens han talte. Han turde ikke kigge på hende. Tænk nu hvis hun gjorde det. Det ville ikke klæde ham.