Det kunne være sjovt at møde nogen... ~ Darren ~

Tid: 15.45
Sted: Parken
Omgivelser: Nogle træer, et par mennesker og sikkert også nogle vampyrer
Vejr: Køligt, sol og nolge skyer
Påklædning: Brun uldtrøje og blå jeans...

Valencia sad på en bænk, hendes flotte, krøllede og sorte hår hang ned om hendes skulder og ryg. hendes blodrøde øjne holdt øje med hver eneste person der gik forbi 'hendes' bænk. Der var gamle damer med briller, gamle mænd med stok og briller, unge mennesker med cigaretter i munden og piercinger, børn med slik eller dukker. Der var stortset alle slags mennesker og vampyrer, underligt nok var der ingen freaks i nærheden. De plejede ellers at myldre frem fra de mest underlige steder og gå rundt i hele landsbyen som om de havde købt det hele... Idioter.
Valencia lænte sig tilbage og lagde hendes hænder i sit skød, hun studerede hendes lange negle. Det var stadig ikke helt trængt ind at hun skulle bruge hendes negle når hun skulle have blod, ikke tænder; negle, det skulle hun endelig huske.
Hun sukkede og lukkede øjnene, intet kunne ødelægge sådan en dejlig dag som i dag, en dejlig freakfridag... jo, der var én ting der kunne ødelægge den, et problem... eller rettere sagt flere problemer: Hvis der begyndte at vise sig freaks. det ville selvfølgelig heller ikke skade hvis der kom nogen hun kunne tale med...

Darren havde begivet sig ind i landsbyen. Han boede i lejren, cirkusset. Han optrådte ikke, men han boede der. Han havde boet der i ca. otte måneder og han følte sig virkelig hjemme. Han kunne jo ikke bo derhjemme, pga. hans blodtørst, så han var blevet tvunget til, at flytte fra sine forældre. Han savnede dem, men havde også lært, at han kunne komme videre uden dem, så længe han bare vidste, at de havde det godt. Det havde de heldigvis.
Han trådte ind i parken. Der var køligt, men der var også sol. Han kiggede rundt. Mennesker over det hele. Han smilede lidt. Han havde slet intet imod mennesker. Det gjorde ham bare glad og han følte sig helt som en glad menneskedreng, der ingen 'problemer' havde. Hans hænder var godt begravet i hans bukselommer på de mørkeblå jeans, han havde på.

Hun åbnede øjnene og så op mod skyerne, de ville sikkert snart blotte solen og så ville hun efter et par timer blive til støv... eller der omkring, det havde hun ihvertfald fået fortalt.
Hun trak vejret dybt, selvom hun ikke behøvede det og begyndte at oveveje hvor hun skulle gå hen næste gang når solen engang vendte tilbage.
Måske skoven? Eller måske skulle hun besøger hoteller for tyvende gang? det kunne da være... sjovt...
Hun rejste sig og så sig omkring, overvejede hvilken vej hun skulle gå. der var hele to, venstre og højre og ingen af dem så særlig spændende ud.
Hun sukkede og sagde lavmælt for sig selv:"Måske skulle jeg besøge cirkusset? Det er allerede en time siden jeg var der sidst..."
Som man nok kunne forestille sig var livet som vampyr temmelig kedeligt når man havde al tid i verden, oceaner af tid... medmindre man blev dræbt.
Et par gik forbi hende, de grinte af ingenting og forgabte sig i hinanden... Endnu en grund til hvorfor hun nød livet som vampyr.
Endnu en dreng gik forbi hende, han stirrede som en gal på en pige lidt længere fremme, man kunne nærmest se hans hjerne skrumpe ind. Nå ja, man kunne vel heller ikke forvente mere... Stammede fra aberne, stakkels dreng...

Darren stoppede op og kiggede rundt. Han stod ikke så langt fra en bænk, hvor der sad en person. Ikke bare hvilken som helst person, men det vidste han ikke noget om. Endnu. Han kneb øjnene lidt sammen. De grønne øjne spejdede rundt. Han var ikke ude efter noget specielt. Han havde fået blod i går aftes, så mæt var han i hvert fald. Han var helt frisk og lige på toppen.
Han trådte nærmere bænken og satte sig bare ned. Han kiggede slet på ikke på kvinden, der også sad på bænken. Faktisk, så havde han slet ikke lagt mærke til hende. Han bøjede sig lidt forover, så hans arme hvilede på hans lår. Han foldede hænderne. Hans blik spejdede fortsat rundt. Han nød dagen. Den var dejlig. Selvom der var køligt, så bemærkede han det ikke pga. det varme vampyrblod i hans årer. Han var derfor kun iført en hvid T-shirt med print på og en ternet skjorte udover, hvor ærmerne var smøget op.

Hvorfor hun havde taget en uldtrøje på når hun alligevel ikke kunne føle kulden var hende et stort mysterium, ligeså stort et mysterium som det faktum at mennesker rent faktisk blev anset som kloge, hvilket de langt fra var. Faktisk var der mange dyr der var klogere end mange mennesker, hvilket var lidt af en præstation.
Hun satte sig ned igen, da hun egentlig ikke fattede hvorfor hun stod op... det havde hun vist glemt.
En ung mand, ca. på hendes alder satte sig ved siden af hende. Sort hår... t-shirt med en skjorte udover hvor ærmerne var opstrøget... mørkeblå jeans... Typisk udseende for en ung mand på en sommerdag, problemet her var bare at det ikke var sommer.
Hun lænede sig tilbage mod det hårde træryglæn og lukkede øjnene, fuglenes sang blev højere og hun kunne høre næsten alle omkring hende.
Hun elskede virkelig at være vampyr... undtagen når det var sommer og hun ikke kunne være ude i solen.
Hvem mon den unge mand var? Havde han noget information der tiltrak sig hendes opmærksomhed? Eller var han bare et almindeligt menneske der havde det med at være på det forkerte sted det forkerte tidspunkt.
Hun så lidt på ham, et par sekunder og hun havde truffet sin beslutning: Han var ikke menneske...

Darren rettede sig op. Hans blik var landet på en lille pige, der var faldet. Der var ingen omkring hende, der så ud til, at ville hjælpe hende. Hun sad på bagdelen og græd. Ikke så højt, men det var tydeligt, at hun græd og hvis ikke, der kom nogen for, at hjælpe hende, så ville hun begynde, at græde endnu højere.
Han rejste sig derfor op og gik hen til hende. Han satte sig på hug ved hendes side. "Er du okay, lille ven?" spurgte han og strøg hende over håret. Han var overhovedet ikke god til småbørn, men han kunne alligevel ikke rigtig stå for de søde små.
Han fik hende op at stå og børstede sandet væk fra hendes tøj. Han smilede til hende, idet han kiggede op, da en kvinde kom løbende hen imod ham. Hun tog den lille pige op til sig og takkede mange gange for hjælpen.
Han kiggede efter dem, da de gik væk fra ham. Den lille pige så helt glad ud igen, hvilket var godt. Han gik tilbage og satte sig på bænken. Han lænede sig godt tilbage. Han trak benene lidt ud til siderne, så han fyldte lidt mere og sad mere behageligt, sådan som en ung dreng nu ville gøre. Han smilede helt.

En gren der knækkede under vægten af en mand, en lille fugleunge der fløj for første gang og landede på Valencias udstrakte hånd.
Et smil gled over hendes læber, fuglen hakkede blidt i hendes hånd og kvidrede glad, mens den rystede sin smukke brune fjerdragt.
Hun strakte den op mod himlen, hvorefter fuglen fløj op mod himlen, Valencias øjne fulgte den til den var en lille plet i horisonten.
En gråd skar igennem den stilhed Valencia lige så stille havde fundet.
En lille pige sad i sandet og græd, hun var sikkert faldet. Hun satte sig op med et sæt og rejste sig op i det en person allerede var nået pigen.
Hun klemte øjnene lidt i og så med det samme til hendes ene side. Jo, den unge mand var forsvundet hen til pigen på fantastisk kort tid. Hvis hun ikke vidste det i forvejen så vidste hun det nu: Han var ikke menneske, højst sandsynligt vampyr...
Hun satte sig ned igen med et smil, hun kunne godt lide venlige væsner - mennesker som vampyrer.
Hun satte sin albue i armlænet og lagde sit hoved på hendes knyttede hånd, hun overværede smilende sceneriet og fulgte ham med øjnene da han satte sig igen. Han så ud som om han sad bedre og han smilte...

Darren kiggede smilende frem for sig. Han havde altid været den venlige og hjælpsomme type. Han var ikke en person, der dømte, før han havde talt med personen og personen havde givet ham en grund til, at hade personen. Det gjaldt også med småbørn. Dem kunne han dog bare ikke stå for.
Han bed sig lidt i underlæben. Han kunne hele tiden mærke, at der var en person, der af og til kiggede på ham. Han vendte hovedet og bemærkede nu først kvinden, der sad på bænken, ligesom ham selv. Hun lignede en, der var nogenlunde på hans egen alder, men han kunne jo aldrig vide med alt det vampyr alder. Han var sytten. Han havde været sytten i snart to år nu, og der var stadig tre år til, han blev atten år. Det var et værre rod.
Han kiggede frem for sig igen, inden han kunne nå, at få øjenkontakt med hende. Dog skævede han ud af øjenkrogen mod hende. Hun så ikke ud til, at være et menneske. Han vidste det ikke helt, selvfølgelig ikke, men han kunne nærmest fornemme, at kvinden ved siden af ham, ikke var noget menneske. Ej heller halvvampyr, som han selv var.

Det var som om tiden ikke kunne gå mere, som om hverken mennesker eller dyr trak vejret mere, som om tiden var fastfrosset og hele jorden havde gjort det samme.
Hendes smil var forsvundet til ingenmandsland og hendes øjne stirrede stift på træet ved sin side. Ingen fugle sad i det, ingen frugter sad på dens grene.
Hun sukkede i sit indre, ønskede inderligt at kunne være et menneske... føle livet, smage på det de kaldte kærlighed og spise maden, drikke vandet og blive ældre.
Hun lukkede øjnene og lod sig bare synke ned i stilheden der herskede, lytte til stilhedens lyd og mærke den usynlige vind lege med hendes hår. Det flagrede ind over hendes ansigt og rundt i underlige mønstre.
Stilheden blev hverken brudt af gråd eller snakken, ikke engang et roligt åndedræt eller et hjerteslag.
Livet var en forunderlig gave der blev en skænket med jævne mellemrum, man blev født, blev et barn, voksen og til sidst en gammel mand eller kvinde og så døde man.
Men der gik lang tid før Valencia nåede døden, meeeget lang tid faktisk.
Hun åbnede langsomt øjnene, det var som om nogen kiggede på hende... ikke overbegloede hende, bare kiggede på hende, en rar følelse.
Ud af øjenkrogen fik hun bekræftet sine anelser om hvem det var, den unge mand ved hendes side.

Darren lænede sig godt tilbage mod bænkens ryglæn. Han lagde benet over det ene, ikke på den feminine måde der, men den mere maskuline måde. Han sad godt sådan. Han hvilede sine arme på ryglænet og nød i et øjeblik, at sidde i den stilling. Det var længe siden, han havde været i landsbyen, bare i parken i det hele taget. Det var faktisk endnu længere tid siden, at han havde fået lov til, at få en fridag fra arbejdet i cirkusset, så det skulle da nydes.
Han trak sig sammen og lod begge ben placere på jorden igen. Armene blev trukket ned og hænderne hvilede i hans skød. Han kiggede frem for sig. Han kiggede rundt omkring sig. Der var næsten helt stille. Der var ingen børn, der græd. De morede sig sammen med andre børn eller deres forældre eller bedsteforældrene.
Han savnede selvfølgelig sin tid som menneske. Han forbandede stadig den dag, han pludselig var blevet til det og den kvinde, der havde gjort ham til vampyr. Det var et forfærdeligt syn, at vågne op til. Han havde endnu ikke helt vænnet sig til det, men havde blot lært, at leve med det.

Hvorfor manden ved hendes side så bekendt ud fattede hun ikke, hun havde måske set ham før på en af gaderne eller i parken? Måske tæt på cirkusset eller i det? Måske havde hun endda snakket med ham før eller måske havde han irreteret hende...? Nej, hvis han havde irreteret hende ville han ikke være her... i live.
Hun sukkede svagt, hvad hun dog ville give for at finde ud af hvorfor hun troede hun kendte ham, hun ville faktisk give sit liv... vent, hov hvad? Nej, hun ville da ikke give sit liv! Hun ville måske give guld for at få det afvide? Ja, det var det højeste hun ville give.
Og nu hvor hun tænkte over det var han måske ikke engang guld værd, Han var måske bare et tåbeligt mennekse og slet ikke en vampyr som hun troede?
Verden var lille hvis han var en af de mange hun havde forvandlet, alt for lille. Hun tænkte tilbage på de mange personer hun havde forvandlet... Men ingen af dem mindede om ham, ikke engang svagt. Underligt...
Måske boede han tæt på hende i hendes barndom? Måske var han en af de mange der forgudede hende til ingen verdens nytte? Nej, dem dræbte hun jo, men hvem kunne han så være?
Måske... Måske kendte hun ham slet ikke? Måske var det bare noget hun bildte sig ind? Måske havde hun ikke engang set ham før? Måske var han lige kommet til med cirkusset? Og så ville han rejse igen uden at hun havde snakket med ham... Måske skulle hun tage ordet som den første og sige noget? Men hvad, hvad skulle hun sige... 'Hej'? Tåbeligt...

Darren lod et lydløst suk undslippe hans læber. Måske var det på tide, at han gik videre igen? Han havde været i sådan et godt humør, men nu var det åbenbart forsvundet og han anede ikke, hvorhen det var taget. Han så garanteret helt nedtrykt ud.
Han kiggede rundt omkring sig med et søgende blik. Mon der ikke var nogen, han kunne tale med? Han bed sig lidt i underlæben. Han vendte hovedet og kiggede på kvinden ved sin side igen. Hvorfor var hun så stille? Det undrede ham ikke, men han skulle vel have et eller andet, at undre sig over.
Han kiggede lidt nedad. Skulle han mon starte en samtale med hende? Han kiggede på kvinden igen og prøvede, at fange hendes opmærksomhed. "Hej." Det var en dum måde, at starte en samtale på, hvis man var fremmede, men hvad skulle han ellers have sagt? Vejret er godt? Sikken dejlig dag det er? Han anede det ikke og var bare sprunget ud i det.

Hun sukkede og så sig omkring efter nogle interessante mennesker eller vampyrer, hun var sådan set ligeglad hvilken race det var...
Måske skulle hun se at komme videre? Måske skulle hun gå hjem, lade endnu en ligegyldig dag passere og være alene i den elendighed hun var født til? I snart 200 år havde hun været frygtet for hendes races voldsomhed, helvampyrerne var voldsomme og meget... agressive. De skulle have meget blod og alle troede at de dræbte deres offer, hvilket de fleste af hendes race så også gjorde. Endnu et suk forlod hendes læber.
Et ord, en hilsen, starten på et bekendtskab... Ordet 'Hej' havde så mange betydninger, det indebar så mange valg.
Hun smilte indenvendig, endelig var der i det mindste noget hun kunne tage sig til ' snakke med hendes sidemand.
"Hej.", sagde hun og smilte svagt, latterligt... Hvorfor kunne hun, nu hvor hun endelig kom i samtale med nogen, ikke bare sige noget der i det mindste ikke var så latterligt eller så dumt at høre på.
"Og du er?", latterligt igen, men hvordan skulle hun ellers få samtalen i gang? Ved at sige hun var en vampyr? Yeah, lige det man plejer at starte en samtale med...

Darren rettede sig op. Han lagde armene om sig selv. Han kiggede bare på kvinden ved sin side. Der var et eller andet bekendt over hende, men han kunne endnu ikke sætte en finger på, hvad der var så bekendt eller specielt ved hende. Det var tydeligt, at hun var vampyr, det kunne han både se og fornemme. Han bed sig lidt i underlæben.
"Darren," præsenterede han sig, "Darren Carter." Han nævnte altid sit efternavn. Det var vel lige meget, hvis han ikke gjorde, men det var vel også lige meget, hvis han nu gjorde. Han trak lidt på skuldrene over sin samtale med sig selv.
"Du ser bekendt ud." Det røg ud af ham, efter han havde præsenteret sig, og det havde bestemt ikke været meningen, at han skulle sige det. Men hun så så bekendt ud, at han var ivrig efter at vide, hvem pokker hun dog var.

Han præsenterede sig, hvilket var som en mavepumper for hende. Darren? Darren Carter? Sig det ikke var sandt! Ikke ham, han løj, han talte ikke sandt! Han kunne ikke tale sandt...!
Hun smilte usikkert og sagde med en stemme der skælvede let:"D-Darren? Darren Carter?"
Sig du ikke er ham! Sig at du sagde det for snyde mig, for at drille mig..., bad hun stille i sit sind.
Den dag, aften, nat hvad man nu ville kalde det var et levende helvede i hendes erindring, ja trangen til blod kunne være større end hun troede og vidste. Men noget fik hende til ikke at dræbe ham, kun forvandle ham... Og nu skulle hun så til at møde ham igen... Stakkels hende.
"Jeg selv er Valencia.", sagde hun og smilte svagt. Hendes sorte hår fakdt ned i hendes øjne, hvilket bare gjorde hende endnu mere irreteret eller måske nervøs? Bah, nervøs, Valencia? Aldrig! Eller måske var hun virkelig nervøs...?
"Bekendt? Det er aldrig godt at vide...", sagde hun tøvende, han ville helt sikekrt finde det bare lidt mistænkligt.

Darren kiggede på hende med sammenknebne øjne. Jo, han havde set hende et eller andet sted før. Umuligt i cirkusset, eller hvad? Han trak hovedet lidt tilbage, da hun kom med en ret så skælvende stemme, da hun gentog hans navn. "Ja, Darren Carter." gentog han og nikkede lidt.
Valencia! "Jeg ved, hvem du er!" udbrød han pludseligt og rejste sig op. Han trak sig lidt væk. Han så i et øjeblik fuldstændig skrækslagen ud, men hans frygt vendte sig hurtigt til vrede. Han knyttede næverne, inden han rakte hænderne frem med håndfladerne opad. "Du forvandlede mig den nat! Det er din skyld, jeg er endt, som jeg er! Din skyld!" Han rystede lidt med hænderne, som tegn på, at han hentyede til arene på sine fingerspidserne.
Han trak aggressivt sine hænder til sig og begravede dem i lommerne. Han vendte ryggen til hende og sparkede vredt til en sten, der lå ved hans side. Han stampede i jorden med den ene fod og kiggede surmulende nedad. Hvorfor skulle han også lige støde på hende?!

Selvfølgelig var det ham, det kunne ikke være andre. Desværre.
Hun så op mod skyerne, op mod solen der glædeligt var skjult. Skyen var på vej væk...
Endnu en gang bekræftede han hendes værste anelser. Darren sad overfor hende på en bænk, så langt fra hvor de mødtes sidst, hvor han blev 'skabt'.
Hun sukkede, verden var lille, forbandet lille. Hvorfor skulle hun lige møde ham igen? Ikke fordi hun havde noget imod ham, det var sikkert ham der havde noget imod hende.
"Hvad? Nej da...", sarkasmen var let at spore i hendes stemme, hun sukkede og sagde fraværende:"Min skyld? Sandsynligt..."
Hvad skulle hun sige? Hun kunne hverken nægte det eller tilstå, begge ting lå bare ikke i hendes natur, men gid de gjorde.
Hun mærkede angeren og en anden ukendt følelse komme snigende, hun så hjælpeløst op på ham. Hvorfor kunne hun ikke være gået videre? Hvorfor skulle hun sætte sig på den bænk? Hvorfor skulle han sætte sig på denne bænk? Hvorfor lige den her bænk?
En tåre faldt over hendes kind og videre ned over hendes hage og ned på hendes hånd. Endnu en tåre, og endnu en tåre og sådan blev det ved...
"Undskyld, undskyld, undskyld...", mumlede hun for sig selv, selvom han sikkert ville høre det med sin forbandede gode hørelse.
Hun så væk og tørrede tårerne hurtigt væk før hun vendte sig mod ham igen, hans fingre med arrene hun havde set. Han havde ikke fortjent det som hun dømt ham til uden grund...

Darren sparkede til endnu en sten. Han bandede lavmælt for sig. Han havde meget mere vrede, som han havde gået og holdt på i et år nu. Han havde svoret, at den dag han mødte vampyren, der havde forvandlet ham, ville han hævne sig. Måske dræbe, måske ikke. Han kunne endnu ikke beslutte sig.
Han vendte sig om mod Valencia. Han kiggede bare surmulende på hende. Nu hvor hun sad foran ham, den kvinde, det uhyre, der havde forvandlet ham, blev han i tvivl. Han kunne da ikke bare dræbe hende? Hun var en kvinde? Han ville ikke være så tøvende, hvis det havde været en mand.. eller hvad? Begge ville være det monster, der havde forvandlet ham. Han burde gøre det!
"Jeg hader dig.." mumlede han. Han stod bare og så til, mens hun tørrede øjnene. Det var nemt at se, at det var det, hun gjorde. Hun havde også fældet tårer før, det havde han hørt pga. hendes stemme, da han havde hørt hende mumle, "jeg går igen.." Han vendte sig om og begyndte at gå væk.

Hun tog sig til hovedet, pokkers blodtørst! Hvorfor kunne hun ikke bare være et menneske? et helt normalt menneske der ikke behøvede at tænke på at få blod, et menneske med et normalt liv.
Det var håbløst at få ham til at tilgive, det ville han nok aldrig gøre, hun ville ikke engang bede ham overveje det. Han havde al ret til at hade, det ville hun også hvis det var hende selv.
"Forstår jeg godt...", svarede hun roligt, hun bed sig i underlæben og prøvede at holde sin irritation tilbage. Han skulle da bare også komme med den kommentar!
Hun så på ham, han havde ikke forandret sig meget. Det var vel heller ikke så underligt, men de grønne øjne... de grønne øjne var fantastiske. De borede sig dybt ind i hendes sjæl, hendes sorte sjæl, hendes vampyrsjæl. En dejlig følelse når det kom til stykket.
Hvorfor kunne hun ikke bare glemme ham? Lade ham gå og glemme ham, måske lave et andet child for at glemme ham helt?
Men nej, sådan fungerede det ikke i Valencias verden, slet ikke. Folk gik først når Valencia gav dem lov, sådan var det... og hun havde ikke givet ham lov tila t gå.
”Vent!”, sagde hun indtrængende og rejste sig.”Du overlever ikke 4 år til, hvis du ikke har 'trænet'. Ikke engang to.”, tilføjede hun tørt.
Han ville sikkert bare grine, det gjorde alle. Og hvad var der sket med dem? Tja, et par månede senere var de døde.

Darren knyttede næverne i. Han var nået et stykke væk fra bænken. Han stoppede op, da hun kaldte. Kaldte og kaldte. Hun sagde i hvert fald noget. Han vendte sig imod hende. "Hvad er der?" spurgte han og holdte armene ud til siderne. Han lyttede irriteret til det næste.
Han rystede på hovedet og lagde armene over kors. "Siger du, at jeg skal blive hos dig?!" spurgte han surmulende. Som om han gad blive hos det uhyre, der var skyld i det, at han skulle forlade sine fantastiske forældre og sine fantastiske venner. Sit fantastiske menneskeliv.
Han trådte nærmere bænken. Han lod armene hænge ned langs siderne. Han trådte ind foran hende. "Ved du hvad? Jeg går tilbage til cirkusset, hvor jeg hører til! Det eneste jeg takker dig for er, at have mødt de rare væsner i det cirkus. Det var ikke sket, hvis jeg stadig var et menneske," sagde han stille, "men udover det, så hader jeg dig! Det vil jeg altid gøre! Du kan ikke tvinge mig til, at blive hos dig! Jeg klarer mig fint i lejren!"

Han vendte sig rent faktisk om, hvilket overraskede hende. Han lyttede faktisk uden at sige noget, den knægt var da bare fuld af overraskelser.
"Jeg behøver ikke engang at læse dine tanker for at vide hvad du tænker.", sagde hun mest til sig selv faktisk og tilføjede derefter med et lumsk smil:"Men du kan da bare gå tilbage til dit dyrebare cirkus, de har helt sikkert nogle opgaver til dig..."
Hun lo kort.
"Det har du sagt, ja det vil du sikkert. Bare gå... Jeg skal endelig ikke holde dig tilbage." Ved det sidste himlede hun med øjnene.
Hvor ville hun ønske at hun kunne dræbe ham, der skulle så lidt til.... Et velplaceret hug og død! Men... uheldigvis skulle hun beskytte ham, når hun så ham der havde bestemt det dræbte hun ham seriøst! Det var jo latterligt, Darren hadede hende og Valencia syntes heller ikke ligefrem om ham.
"Ved du hvad? En af mine andre 'childs' nægtede også at få træning, hun døde vist ca. to måneder efter hvis jeg ikke tager fejl..."
Måske sagde hun det for at irretere ham, eller for at gøre ham nervøs, skræmme ham... Det var nok de to sidste ting. Hun havde aldrig været den venlige type.

Darren så surt på hende. "Du er så træls, det ved du godt, ikke?" snerrede han. Hvor ville han dog ønske, han kunne blotte tænder og hun ville kunne se hugtænderne, ligesom de gjorde på film. Dog, så havde han ingen hugtænder. Pokkers også lige i dette tilfælde!
Han lagde armene over kors igen og så surt den anden vej. Hvis hun ikke snart stoppede med, at tale, så.. Han kiggede på hende igen. "Du er fuld af løgn, er du! Hvorfor forvandlede du mig overhovedet?! Jeg har aldrig gjort dig noget, og så kommer du bare vraltende ind og forvandler mig! Jeg har lært, at leve med det, men jeg hader det! Jeg gider ikke!" Han stampede i jorden som et lille barn.
Han greb ud og tog fat ved hendes overarme. Han strammede til. "Desuden, så er jeg ikke bange for dig.." snerrede han gennem sammenbidte tænder, "og jeg er ikke dit, hvad du end kaldte det! Jeg er ikke dit noget som helst! Jeg gider slet ikke se på dig mere!"
Han skubbede hende bagud og gav slip. Han vendte ryggen til. Han himlede med øjnene. "Som om, det er bare noget du siger, det med, at pigen døde.. at nogen døde.. jeg har levet et trygt liv i cirkusset! Jeg kan passe på mig selv.." mumlede han og gik væk fra hende med hastige skridt.

"Jo, det ved jeg godt.", sagde hun og smilte drillende. Åh, hvor hun elskede at drille folk, især når de tog sig af det... Det var så sjovt når de begyndte og råbe eller snerre af hende, som Darren gjorde lige nu.
Hun fulgte hans bevægelser og så på ham med et hævet øjenbryn. Ej, hvor hun elskede at kunne hæve det ene øjenbryn... det var fantastisk!
"Løgn er et stort ord, og jeg lyver ihvertfald ikke!", hun var begyndt at blive virkelig irreteret på ham nu, hendes tur til at lægge armene over kors."Jeg havde valget mellem at slå dig ihjel og forvandle dig!", hvæsede hun, med en lavere stemme sagde hun:"Jeg var ikke mig selv den nat! Jeg ville ikke være vampyr og prøvede at 'sulte' mig ihjel uden blod..."
Ja, selvom tanken ikke havde slået ned i ham endnu... eller det vidste hun ikke, men hvis tanken strejfede ham så gav hun ham ret: Det var ikke en god idé ikke at indtage blod...
Han stampede som et lille barn, ja, man kunne helt klart se han stammede fra aberne.
"Er du ikke?", forventede han virkelig at hun skulle tro på det? Han var vist ikke så klog...
"Jo, du er mit 'child'... jeg skabte dig, forvandlede dig til vampyr.", sagde hun opgivende og rev sig ud af hans arme."Og hvis jeg ikke var forhindret ville jeg have 'opforstret' dig som en skaber skal..."
Nu begyndte hun at få det dårligt over hun bare havde forladt ham, nyfødt og alene.
"Så vend dog tilbage!", snerrede hun."Men hvis du ikke tror på mig, er du dummere end jeg troede... Du så ellers ud som en kløgtig dreng!"
Hun var virkelig ved at være irreteret nu.

Darren ignorerede det hele. Han gad ikke mere. Han ville bare tilbage til lejren og glemme alt om deres møde. Han gad ikke se på hende mere, han gad ikke høre på hende mere. Hvorfor havde de også mødtes?! Lige idet han fandt ud af, at hun så bekendt ud, så skulle han været gået. Han gad det ikke mere - han gad ikke hende mere!
Han stoppede op et stykke fra hende og vendte sig imod hende. "Jeg er ikke dit 'child', som du så grimt kalder det! Jeg tilhører ikke dig!" snerrede han. Han nærmere spyttede alle ordene ud. Han rakte tunge af hende, endnu et klart punkt på, han stadig var et barn. Ligesom da han stampede i jorden.
"Desuden, så.. så.. gå med dig! lad mig være!" Han udbrød et brøl af vrede og hoppede på stedet i vrede. Han var så vred, at det var helt vildt. Han kunne ikke beskrive alle de vrede følelser, der boblede inde i ham som kogende vand.

Måske skulle hun bare holde mund nu? Han så ihvertfald ikke ud som om han ville svare.
Og nu gik han, elelr gjorde han nu også det? Han var da heller ikke til at finde ud af!
"Jeg ejer dig ikke! Tror du at jeg ejer dig?", hun ville sige mere, men kunne hverken finde ordene eller gad sige dem højt. Han var jo kun ude på at provokere, det var det eneste han ville opnå med alt sit rækkentungen og stamperi.
"Og bare så du ve det: Det hedder 'child'!", sagde hun endnu mere opgivende end før, han vidste da heller ingenting om den virkelighed der nu var hans.
"Så vidt jeg ved, var du da meget godt på vej til at gå lige før...", påpegede hun og opgav dermed alle forhåbninger om at kunne lære ham noget, noget der kunne redde hans liv.
Hvad gjorde han nu? Brølede, sikkert af vrede... Som Mufasa i Løvernes Konge. og hoppede på stedet... Frøs han? Eller var han bare gal? Sikkert det sidste.